Home Guide til Sapa

Guide til Sapa

Sapa er uden tvivl vores bedste oplevelse på hele vores Vietnam tur. Vi kan kun anbefale at prioritere en tur dertil, hvis du er vild med naturen.

Hvordan kommer du lettest til Sapa?

Vi rejste til Sapa fra Hanoi med nattog og bus. Vi bookede togbilletten via vores hotel Hanoi Old Centre Hotel, som var meget hjælpsomme. De ville endda lade en mand følge os fra hotellet og de 2 km hen til togstationen, så vi kunne finde vejen. Det siger ikke så lidt om serviceniveauet!

Toget var en oplevelse i sig selv. Det var et fint men gammelt tog med sovekupéer og en konduktør der tjekkede vores billletter, hvorefter han skrev os op, hvis vi ville vækkes med en sort kop kaffe. Det blev et kæmpe ja herfra, hvilket senere skulle vise sig at blive en god beslutning, eftersom vi blev vækket kl. 5 om morgenen.

Toget kørte fra Hanoi togstation kl. 21.30 mod Lau Cai. Vi havde booket to køjesenge i en togkupé med to andre, hvilket gik rigtig fint. Hvis man betaler lidt ekstra, er det også muligt at sove alene, hvis man foretrækket det.

7,5 time senere blev der banket på døren til vores togkupé og togkonduktøren råbte til os alle, at næste station ville være Lau Cai. I Lau Cai bookede vi en shuttle bus ved stationen som gik direkte Sapa. Her prøvede mange private chauffører at sælge samme tur for samme pris, men man ved aldrig hvor sådan en tur vil ende, og derfor vil vi anbefale at booke igennem et kontor på stationen.

Transport rundt i Sapa

Man skal være forbedret på, at det kan kræve en scootertur for at komme rundt på Sapa. Vi tog på trekking fra Sapa by, men da vi efterfølgende skulle til Topas Ecolodge, blev vi nødt til at sætte os bag på en scooter. Det var en fed oplevelse, men “spændende” at skulle sidde to bagpå samme scooter, der kørte afsted på den noget bumpede og hullede vej.

Ihærdige lokale guider, kæmper om din gunst

Det var en meget interessant og til tider irriterende oplevelse, at lande med shuttle bussen i Sapa by. For der er rigtig mange lokale guider, der kæmper om at vinde din gunst. Kæmper om at du skal tage med på deres trekkingtur. Du vil derfor have rigeligt med muligheder at vælge imellem, hvis du ikke allerede har fundet en lokal guide.

Det hører med til den kulturelle oplevelse, for når du først er kommet ud på turen (hvor du møder en masse guides) vil du opleve en helt anden adfærd. De er så søde, hjælpsomme og venlige. Husk på det når du ankommer med bussen! 🙂

Mad og snacks

Du skal ikke forvente lækker mad i Sapa by eller at der er de store muligheder for indkøb undervejs. Det er derfor en god ide at medbringe snacks, slik, vand og hvad du ellers kan have lyst til. Du kan spise i byen ved ankomst, men det er ikke noget særligt, så overveje at tage en sandwich eller lignende med på vejen.

Til gengæld spise vi rigtig godt på både vores homestay og Topas Ecolodge hotellet. Men har du lyst til at have lækkerier ved hånden, bør du medbringe det til Sapa. Der ligger ikke lige et supermarked om hjørnet.

Malaria

Malaria var et emne inden vi tog afsted til Vietnam, ikke mindst i Sapa, men med en god myggespray går det fint. Det var hvad vi blev anbefalet. Der er lav risiko for malaria i Vietnam ifølge Statens Serum Institut og det er derfor lidt voldsomt at tage malariapiller. Det er dog en god idé at tage myggespray på, når man spiser ude eller sidder på terrassen om aftenen. For uanset hvad er det ikke rart at få myggestik.

Trekking er et must!

Hvis du vil trekke, er Sapa stedet at tage til. Der er mange forskellige muligheder. Både dagsture, to dages ture og op til flere dage. Vi vil helt klart anbefale at tage på en to-dages trekkingtur som minimum. Vi havde desværre kun en enkelt dag, og det var alt for lidt. Læs mere om vores trekking eventyr i Vietnam under “Oplevelser i Sapa”.

Vi bookede vores tur gennem en lokal familie. Nummeret til familien er 01645713361. Læs mere om vore fantastiske trekking eventyr med overnatning hos den lokale familie her.

Trekking i Sapa Vietnam