Home Spisesteder i Hoi An

Spisesteder i Hoi An

Hoi An er en af de byer i Vietnam, hvor vi spiste den bedste vietnamesiske mad. Vi fandt så mange hyggelige steder og et lokalt marked, hvor vi fik udfordret vores smagsløje, og fik prøvet en masse forskellige traditionelle vietnamesiske retter.

Hoi An street food

Godt kaffested i Hoi An

Hoi An Roastery

Er du på udkig efter en rigtig god kop kaffe, er du kommet til det rigtige sted. Du kan nærmest ikke undgå at rende ind i Hoi An Roastery, da det ligger flere steder i den gamle bydel. Hoi An Roastery brygger deres egne kaffebønner og her kan du både få alt fra almindelig americano (13 kr.), café latte, cappuccino men også vietnamesiske specialiteter som egg coffé (15,5 kr.), den såkaldte ca phe sua (kaffe med kondenseret mælk) og kaffe rørt op med cremet kokosmælk og kondenseret mælk (19,5 kr.)

Egg coffee Hoi An

Frokost i Hoi An

Bánh Mì Queen

115 Trần Cao Vân, Phường Minh An, tp. Hội An, Quảng Nam, Vietnam

Bánh Mì Phuong

2B Phan Châu Trinh, Cẩm Châu, Hội An, Quảng Nam 560000, Vietnam

Vietnam er kendt for deres bánh mì, som kan findes overalt på gaderne. En bánh mì er ganske simpelt et sprødt hvidt brød fyldt med masser af lækkert fyld. Der er særligt to steder som i bør prøve – Bánh Mì Queen og Bánh Mì Phuong hvoraf først nævnte er vores klare favorit.

Hvis der er noget vi husker Hoi An for, så er det deres bánh mì. Fra disken fyldt med grøntsager, marineret svinekød, pate, æggekage og friskbagt brød bliver der langet utallige bánh mì over disken til sultne besøgende til sølle 5 kr. pr styk. Og det siger vel også lidt, når Simon formår at spise 5 bánh mì på under 24 timer. På trods af den næsten altid lange kø, er de ikke til at få nok af.

Bedste banh mi Hoi An

Aftensmad i Hoi An

Central Market Food Hall

73 Phan Bội Châu Sơn Phong tp. Hội An Sơn Phong tp. Hội An Quảng Nam 越南, Cẩm Châu, Hội An, Quảng Nam, Vietnam

Hvis du vil have dig en kulinarisk oplevelse i verdensklasse til ingen penge, skal du tage på Central Market Food Hall i Hoi An. Madmarkedet består af forskellige boder med små plastikstole og skønne køkkendamer, der laver den mest fantastiske mad på ingen tid. Udse dig en af de mange madboderne, tag plads foran køkkenet og bestil løs fra menukortet. Her har du virkelig chancen for at prøve en masse forskellige vietnamesiske retter. Vi er vilde med deres white rosé dumplings, som bliver serveret med den lækreste lime/fiskesauce og toppet med ristede løg (10 kr.), den friske mangosalat med tigerrejer (16 kr.) og deres rispandekager fyldt med sprøde omeletter (5 kr.). Prøv også deres stegte wontons (8 kr.) eller deres egnsret Cao Lao (8 kr.), som er en nuddelret med valgfrit kød toppet med sprøde flæskesværsstykker. Man kan sagtens regne med 1 1/2 ret pr. mand.

Street food Hoi AnRose dumplings Hoi An Streetfood

Nữ Eatery

10A Nguyễn Thị Minh Khai, Phường Minh An, Hội An, Quảng Nam, Vietnam

Af en lille hyggelig sidegade tæt på den japanske bro ligger vores absolut yndlingscafé i Hoi An, Nữ Eatery! Stedet er ikke særlig stort, helt nede på jorden men meget charmerende og så laver de, vigtigst af alt, fantastisk mad!

Bestil en flaske god rødvin og begynd middagen med en starter. Sæt tænderne i en sprød rejechips fyldt med rejer rørt med en karrylignende sauce, grøntsager og toppet med friske koriander. Bestil dernæst to retter til deling. Det er svært at vælge, da menukortet byder på mange spændende og anderledes retter. Alt fra salat med grillet ananas, papayasalat til bánh mì burger med marineret pulled pork, asiatisk coleslaw eller en nuddelret som mest af alt minder os om en asiatisk udgave af pasta bolognese toppet med sprøde flæskesvær. Slut middagen af med hjemmelavet lemongras eller chili is.

Banh Mi Pulled Pork Hoi An

Frisk urte lemonade fra Mót

I en lille butik i den gamle bydel ligger Mót Hoi An, som laver den mest forfriskende lemonade med urter for små 3 kr. Perfekt på en varm dag i byen!

Mot Hoi An urte lemonade