Home Madguide til Amsterdam

Madguide til Amsterdam

Amsterdam rummer afsindig mange gode restauranter og caféer. Vi spiste os virkelig igennem byen, og har derfor lavet en madguide med vores bedste anbefalinger. Her følger vores madguide med alt fra den sunde, hippe morgenmad til den snaskede burger.

Bedste brunch steder i Amsterdam

Der findes så mange gode brunch stedet i Amsterdam. Mange af stederne er meget populære, og du må derfor forvente lidt kø. Vores bedste tip for at undgå køen er at komme før kl. 10.

The Avocado Show

Daniël Stalpertstraat 61, 1072 XB Amsterdam, Holland

The Avocado Show må være en af de mest populære brunch stedet i Amsterdam. Hvis du kommer i weekenden, må du værne dig med god tålmodighed. Heldigvis er det ventetiden værd, og vi endte med at besøge stedet hele to gange, hvortil det skal tilføjes at ventetiden er betydelig kortere i hverdagen.

Stemningen her er super cool med lyserøde velour sofaer og avocadoen som omdrejningspunkt i alle deres retter. Her fås både avocado smoothies, matcha avocado pandekager, toast med avocado med kylling og trøffelmayo eller en vegetarisk udgave med græskar, halve avocadoer fyldt med hummus og bagels og lækre salater med. Alt sammen i bedste instavenlig stil fint anrettet med masser af farver og spiselige blomster.

Bedste brunch i Amsterdam

CT Coffee & Coconuts

Ceintuurbaan 282-284, 1072 GK Amsterdam, Holland

Da vi besøgte Amsterdam over nytåret, hvor vejret var køligere, var CT Coffee & Coconuts lige stedet. Når du træder ind i caféen, får du en følelse af at være syd på omringet af palmer og kokosnødder. Stedet er stort og kan rumme mange mennesker, og hvis du er heldig kan du få en plads i en af deres sofaer. Menukortet spænder bredt. Her fik vi den lækreste spagetti carbonara i morgenmadsudgave med pocheret æg og bacon. Stedet er populært, så du må forvente en kø.

Bedste morgenmad i Amsterdam

Mook Pancakes

De Clercqstraat 34 H, 1052 NG Amsterdam

Vi nåede desværre ikke at besøge stedet, men de skulle eftersigende servere de lækreste pandekager i både søde og salte varianter. Helt klart et sted vi vil besøge næste gang vi besøger Amsterdam.

Bedste frokost i Amsterdam

Hummus Bistro d&a

Westerstraat 136, 1015 MP Amsterdam, Holland

Hvis du elsker hummus og falafel ligesom også, skal du helt klart spise frokost eller aftensmad her. Hummus Bistro d&a er en lille afslappet café, hvor du bør dele forskellige små retter fra menukortet. Deres pitabrød er super lækre kombineret med en stor skål hummus, falafel, fyldt aubergine og en pande med Shakshuka (spicy tomatsauce med to spejlæg og krydreurter). Priserne her er rimelige.

De hallen

Hannie Dankbaarpassage 47, 1053 RT

De hallen er en stor hal fyldt med foodtrucks, hvor du kan sidde rundt omkring og nyde din mad. Her fås alt fra burgere, mexikansk, vietnamesiske Bahn mí og meget andet. Stemningen er helt nede på jorden, og du har mulighed for at smage lidt af hvert og dele.

Madmarked i Amsterdam

Kaffe, brød og kage

Pluk

Reestraat 19, 1016 DM Amsterdam, Holland

Pluk er et super hyggeligt sted, hvis du mangler et sted at holde en pause fra din sightseeing rundt i Amsterdam. Her serverer de både lækre sandwich, men også kager og god kaffe.

Stach

(Flere steder i Amsterdam)

Stach er en lille hyggelig bager med kager, brød, chokolade, lækre saftevand mm. Den ligger forskellige steder i Amsterdam og er bestemt et besøg værd. Psst her er altid lækre smagsprøver at finde.

Bocca Coffee

Kerkstraat 96HS, 1017 GP Amsterdam, Holland

Vores absolut favorit kaffested i Amsterdam var Bocca Coffee. Først skal nævnes at kaffen her er helt i top brygget på de lækreste bønner. Du kan selv vælge hvilken styrke du er til, og få brygget en frisk kaffe af dem. Tilmed er stemningen her også helt unikt. Stedet er meget hipt med barstole rundt om den store kaffedisk samt et hyggehjørne med planter og fede lamper hængende ned fra loftet. I butikken kan du købe deres lækre kaffebønner med hjem eller forskellige kaffebryggere.

Kaffeguide til Amsterdam

Bedste aftensmad i Amsterdam

Geflipt

Van Woustraat 15, 1074 AA Amsterdam, Holland

Hos Geflipt fik vi en af de bedste burgere vi længe har smagt. Om det var fordi den blev indtaget 1. januar ovenpå en våd nytårsaften er svært at sige, men nøøj den var lækker! En briochebolle toppet med sort sesam og et par forskellige anderledes burgere at vælge i mellem, men også en helt original “Geflipt” med smeltet cheddar. Det bedste ved burgeren var den saftige medium stegt bøf. Til burgeren blev serveret de lækreste pommes fritter og deres såkaldte “Geflipt sauce”. Hvad der var i, er svært at tyde, men den satte prikken over i’et på burger oplevelsen.

Prinz Wolf

Prinsengracht 411, 1016 HM Amsterdam, Holland

Hvis du elsker tatar, er det her stedet for dig! Et såkaldt tateria med mange lækre former for tatar, både den klassiske men også med en asiatisk med sukkerærter, koriander og wasabi eller italiensk udgave med burrata og rucola.
Stedet er lidt pænere, men maden er virkelig lækker!

Aftensmad i Amsterdam

Café Panache

Ten Katestraat 117, 1053 CC Amsterdam, Holland

Café Panache er et super cool sted. Det lidt pænere af slagsen, men et perfekt sted til lækker mad og drinks.
Her fejrede vi nytårsaften , og det var helt perfekt. Vi startede med den lækreste drink før middagen og bestilte en 3 retters menu for kun 250kr. Maden hos Café Panache er super lækker, og du får meget for pengene.