Vi er vilde med Berlin. Hipster byen over dem alle! Vi har efterhånden været i Berlin et par gange, da det ingen tid tager at komme dertil. Denne gang var det for at løbe Berlin halbmarathon. En fantastisk oplevelse som vi anbefale alle, da det er en rigtig god måde og se byen på.
Hver gang vi besøger byen, finder vi nye spændende steder. Både steder vi har planlagt på forhånd, men også steder som vi tilfældigt kommer forbi. Det er det bedste ved Berlin – der sker hele tiden så meget fordi byen er så stor.
Top seværdigheder i Berlin
Brandenburger Tor, Berlinmuren, Checkpoint Charlie, Kurfürstendamm med shopping og KaDeWe, et af verdens største varehuse samt tv tårnet ved Alexanderplatz er allesammen seværdigheder du bør besøge i Berlin, hvis det er dit første besøg. Tag op i tårnet af tv tårnet, og få udsigt over hele byen. MEN husk at bestil billet hjemmefra i stedet for at bruge din tid på at stå i kø. Billetter kan bestilles her.
Da vi har været i Berlin flere gange, har vi de sidste gange blot slentret rundt i byen og shoppet i de små fine gader, spist på hyggelige caféer og drukket kaffe på forskellige kaffebarer, når benene var blevet for trætte af at gå for meget rundt i byen.
Gå en tur langs Landwehrkanal
Landwehrkanal er en super hyggelig kanal i Kreuzberg. Her går folk ture, hænger ud på bænke med deres medbragte mad eller drikkelse eller på en café ned til kanalen. Hvis vejret er godt vil det være oplagt med en bådtur på Landwehrkanal.
Wochemarkt am Maybacufer Türkenmarkt
Hver tirsdag fra 12-18 åbner et tyrkisk bazar ved Maybacufer i Neukölln. Her kan du opleve et lille stykke af Istanbul i Berlin med alt fra friske grøntsager, tyrkisk delight, tøj og her kan du smage dig igennem lækre tyrkiske specialiteter. Et oplagt sted at spise frokost. Hvis du er vild med oliven, feta, köfte (tyrkiske frikadeller) så tag forbi dette marked og nyd frokosten på den anden side af floden i solskinnet.
Hæng ud på Holzmarkt
Holzmarktstraße 25, 10243 Berlin
Vi fandt et super hipt område ud til Spree floden i det sydvestlige område af Friedrichshain. Her er det oplagt at hænge ud på en solrig dag, hvor du kan slænge dig i solen med en kold øl, limonade eller smoothie eller stille sulten med grillet bratwurst med brød eller bageriets lækre sandwich og æble-kanelsnurre.