Island er blevet et populært land at besøge for turister. Med sin fantastiske rå natur og utallige smukke steder at se, er det helt ideelt at leje en bil og køre ud i det blå. Der er masser af skøn natur at opleve.
Rejseartikler
Er du tvivl om, hvor sommerferien skal gå hen? Find inspiration til din sommerferie her.
Europa er et oplagt rejsemål, hvis rejsetiden ikke skal være så lang, og der findes mange fantastiske destinationer kun få timer fra Danmark. Hvis du i stedet vælger at rejse udenfor Europa, skal du være opmærksom på, hvordan vejrforholdene er, da vejr og årstider kan være forskellige fra Danmark. Nedenfor har vi samlet vores bud på de 10 bedste rejsedestinationer over sommeren i både Europa og resten af verdenen.
10 gode rejsemål til sommer
1. Canada
Canada er drømmedestinationen, for dig der vil opleve storslået natur med vandring i bjergene, bjørne- eller hvalsafari, storbyliv i Toronto eller Vancouver, turkis blå søer og det fascinerende Niagara Falls. Canada har så meget at byde på med alt fra action, adventure og afslapning, og her får du virkelig unikke naturoplevelser med hjem i bagagen, som du sent vil glemme.
2. Færøerne
Kun 2,5 times flyvetur vil føre dig til den mest fantastiske natur på Færøerne. Lej en bil, kør Færøerne tynd og oplev unikke steder, som ikke beskrives i turistbrochuren. Bestig det højeste bjerg Slættaratindur, besøg verdens mindste hovedstad Tórshavn eller sejl rundt mellem de mange små øer.
3. Japan
Besøg Japan i det østlige Asien, en utrolig spændende oplevelse hvor traditioner og moderniteter mødes. I Japan oplever du kultur, gastronomi og traditioner der er så langt fra det danske, men alligevel mere inspirerende end noget andet. Japan er et kæmpe land at rejse i, og byder på alt lige fra storbyliv i Tokyo, smukke templer i Kyoto, til naturoplevelser, som du sjældent har oplevet det før.
4. Kroatien
Kroatien er et helt fantastisk rejsemål, og byder på ufattelig mange oplevelser. Alt fra hvide sandstrande, øhop mellem det krystalblå vand, den smukke nationalpark Plitvice som med sine 16 søer er forbundet med mere end 1000 vandfald, kystbyen Zadar, middelalderbyen Motovun eller det nordlige Split, som er mindre turistet. Kroatien er mere end bare en badedestination, men har lidt for enhver smag.
5. Norge
Mange tager til Norge for at stå på ski, men Norge er også et fantastisk land at besøge i sommerperioden. Lej fx en bil og kør langs Norges vestlige kyst, hvor du kan opleve alt fra den kendte Prædikestol ved Stavanger, Trolltunga ved Bergen eller Geirangerfjorden tæt ved Ålesund, tag på vandreture eller besøg de smukke øer ved Lofoten.
6. Peru
I det vestlige Sydamerika ligger Peru, hvor Machu Picchu, en af verdens mest kendte seværdigheder, er lokaliseret. Machu Picchu er ikoniske ruiner af en stor inkaby på en bjergkam i 2057 meters højde i Andesbjerge. På trods af de mange andre turister der også ønsker at besøge Machu Picchu her, er juli og august de bedste måneder at tage dertil.
7. Portugal
Portugal har meget mere at byde på end hovedstaden Lissabon og Algarvekysten. Rejs i stedet til det nordlige Porto i Portugal, som er en overset rejsedestination. Hvis du er vinelsker er Porto lige stedet. De fleste ved at portvinen kommer fra Portugal, men de færreste ved at Porto er verdens første demarkerede vinområde. Både det gamle centrum af Porto, Dourofloden og centrum af byen Guimarães står på UNESCO’s liste over verdensarve. Porto ligger lige ud til vandet, og der er derfor rig mulighed for at nyde solen ved stranden.
8. Skotland
Man skulle ikke tro, at så smuk natur findes kun få timer fra Danmark. Tag flyet til Edinburgh og nyd et par dage i den skotske storby. Pak vandreskoene, lej en bil og tag til det skotske højland – Skotland har meget mere at byde på end bare whisky og lyden af sækkepiber. Hvis du er til naturoplevelser, bør du besøge Isle of Skye eller Inverness området og vandre i de smukkeste bjerglandskaber, dale og krystalklare søer. Du kan også booke en guidet tur med chauffør til højlandet, læne dig tilbage og opleve naturen.
Læs om vores tur til det fantastiske Isle of Skye her.
9. Slovenien
Kun 2 timers flyvetur fra Danmark finder du Slovenien. Måske er det ikke rejsemålet der står øverst på din bucketliste, men Slovenien har meget mere at byde på, end du tror. Hvis du er til smukke naturoplevelser og vandreture, behøver du ikke rejse til den anden side af jorden, for at finde storslået natur, for det findes også i Slovenien! Besøg den smukke Lake Bled omringet af Julianske alper, tag på vandre- eller cykeltur i naturen eller besøg den charmerende hovedstad Ljubljana. Slovenien har så meget at byde på, og er bestemt et besøg værd.
10. Sri Lanka
Sri Lanka er blevet et meget populært rejsemål, og det er med god grund, for her kan du opleve alt fra te plantager, hvide sandstrande, verdens smukkeste togtur, gamle templer og elefant safari. Du kan rejse til Sri Lanka året rundt, men der er dele af landet, der er bedre at rejse til, hvis du besøger Sri Lanka over den danske sommer. I den sydvestlige del af landet er det regntid fra maj-august, så hvis du ønsker en rejse uden alt for meget regn, bør det primært være den sydvestlige og nordlige del af landet, du fokuserer på.
Da vi skulle på vores første safari tur til Sydafrika, var vi godt og grundig forvirret over, hvilket udstyr der var vigtigt for os at have med. En safari tur er en dyr og stor oplevelse, og derfor er det en fordel at være ekstra godt forberedt hjemmefra.
Vi har lavet en komplet pakkeliste til safari med hvilket udstyr du bør tage med på turen, for at højne din oplevelse.
Når du besøger Marokko, bør du ikke snyde dig selv for et besøg i Atlasbjergene. Her er den smukkeste rå natur og en larmende stilhed. Hele 2450 km strækker Atlasbjergkæden både over Marokko, Algeriet og Tunesien. En storslået natur, som er så langt fra hvad du oplever i Marrakech.
Flere og flere søger efter rejseinspiration og indsidertips på rejseblog, og der findes mange gode danske rejseblogs. Vi har valgt at nominere 10 danske rejseblogs til årets “Bedste danske rejseblog 2018”. De gør alle et fantastisk stykke arbejde, og inspirerer rejselystne danskere med insidertips og guides til at få den bedste oplevelse på deres rejser, eller give dagdrømmere lyst til at tage ud at rejse.
De blogs vi har udvalgt skriver om alt fra hiking ture, naturoplevelser til rejser med børn. De er valgt ud fra følgende tre kriterier:
1. Bloggen skal være dansk og indholdet skal være velskrevet
2. Billederne skal være gode
3. Designet på hjemmesiden skal være tiltalende
Årets “Bedste danske rejseblog 2018” bliver fundet ud fra en afstemning, og her har vi brug for din hjælp!
Afstemningen er nu slut og vinderen er fundet:
Vinderen blev Helles-Univers
Top 10 bedste rejseblogs 2018
De 10 nominerede til årets “Bedste danske rejseblog 2018” er følgende:
Adventurous Miriam
Hjemmeside: AdventurousMiriam
Bag bloggen Adventurous Miriam står, som navnet antyder, Miriam. Hun deler sine rejsehistorier for at inspirere folk til at leve et mere eventyrlystent liv. For hende er eventyr alle former for oplevelser, som får hende ud af hendes komfortzone. Uanset om det betyder at tage til et land hun aldrig har været før, svømme med hajer eller rejse alene.
Med Miriams mange forskellige rejsemål, i alt fra Østeuropa, Sydamerika og Asien, er du ikke i tvivl om, at hun har en passion for at rejse og opleve verdenen.
Danish Adventurer
Hjemmeside: DanishAdventurer
Bag rejsebloggen Danish Adventurer står Bettina, med en faglig baggrund som rejseleder- og rådgiver. Her finder du et hav af viden om Europa, Asien og særligt Mellemøsten. Sammen med hendes mand og to teenagere rejser de til både kendte og utraditionelle steder i Europa og resten af verden, men har en særlig interesse for Mellemøsten og Japan.
Danish Adventurer stræber efter at rejse bæredygtigt, opsøge lokale eventyr og spisesteder, for at bakke op om den lokale økonomi. Det kræver overblik og planlægning, så derfor er bloggen fyldt med rejseinspiration, tips og rejsebudgetter til adskillige destinationer.
Helles Univers
Hjemmeside: HellesUnivers
Helles Univers danner rammen om en lille families fortællinger om de små som store rejseoplevelser i ind- og udland. De elsker når solen skinner i Danmark, og det er tid til små dags- eller vandreture rundt i landet, men nyder også en forlænget weekend med fokus på sjov og leg. Lige så meget som de nyder de små afbræk i hverdagen herhjemme nyder de at komme ud i verden og få en masse oplevelser med hjem i rygsækken.
Det er alt fra storbyferie til længere rundrejser verden over. De elsker at se nye steder, mærke kulturen og smage på deres køkken. På Helles Univers giver hun tips til at rejse med børn, finde det gode overnatningssted, spisested og unikke oplevelser. Hvis der er noget, der kan slå benene væk under hende, er det smuk natur – den skuffer aldrig!
Hike My Heart Out
Hjemmeside: HikeMyHeartOut
Bag Hike My Heart Out står Marlene. Når hun vandrer i naturen med storslåede landskaber omkring sig, oplever hun en ro og en tilfredsstillelse, som hun ikke finder andre steder. Derfor centrerer hendes rejser sig også om vandring og den fordybelse i naturen, der efterlader hende lamslået, måbende og ovenud lykkelig. De oplevelser vil hun selvfølgelig gerne dele med andre, for det kræver også tid, planlægning og viden at tage på vandreferie ud i den store verden. Hun håber derfor, at hendes blog både inspirerer og gør det nemmere for andre at vælge vandrestøvlerne frem for badesandalerne.
Mette og Martin Rejser
Hjemmeside: MetteogMartinRejser
Mette & Martin Rejser er en prisbelønnet rejseblog, hvor ægteparret Mette og Martin deler farverige fortællinger, fotografier og film fra deres mange rejser rundt omkring i hele verden. Bloggen er fuld af personlige rejsetips, stemningsfulde billeder og velfortalte anekdoter om alt fra vandreferier i Europa, safari i Afrika og roadtrips i Mellemamerika, der med god grund inspirerer alle rejselystne typer.
Miss-world
Hjemmeside: Miss-world
Berejste Trine Handskemager, står bag bloggen Miss-World. Som navnet antyder, dækker rejsebloggen hele verden, men Trine har en stor kærlighed til Asien og i særdeleshed til Sri Lanka, som hun har skrevet mere end 60 blogindlæg om.
Trine trives bedst i naturen og er lykkelig, når hun kan komme helt tæt på de vilde dyr. Hvilket også skinner igennem i mange af hendes rejseberetninger. Miss-World er desuden smækfyldt fyldt med brugbare råd og skønne billeder, som vækker rejselysten hos enhver.
OnTrip.dk
Hjemmeside: OnTrip.dk
Bag OnTrip.dk står ægteparret Annette og Tore. Gennem deres blog har de siden 2013 givet danskerne rejseinspiration, tips, guides, forslag og anbefalinger fra deres ture rundt i hele verdenen. De har været på alt fra en 4 måneder lang jordomrejse, en storbyferie i Lissabon til en roadtrip i USA. De elsker begge at fotografere og udforske nye steder. Deres mål når de rejser, er at komme ud af deres komfortzone, opleve uafprøvede ting og få et nyt syn på verdenen.
Opdagelse.dk
Hjemmeside: Opdagelse.dk
Opdagelse.dk er en rejseblog omhandlende at rejse med børn samt livet i Italien. Bag bloggen finder I det rejselystne par Rebecca og Kris, der sammen med deres 2 børn er flyttet til Italien. På bloggen finder du tips og tricks til at rejse med børn og inspiration til nye destinationer.
Sarah in the Green
Hjemmeside: SarahintheGreen
Sarah Green er naturfotograf og blogger om sine rejser. Sarah har en særlig kærlighed til de nordiske lande og trasker gladelig rundt i sneen på Grønland eller regn på Færøerne for at opleve den enestående natur. Netop naturen er omdrejningspunktet for Sarah rejser, hvor hun fanger vilde dyr og smukke landskaber med sit kamera.
The Copenhagen Traveler
Hjemmeside: TheCopenhagenTraveler
The Copenhagen Traveler blev grundlagt i 2014 af Regitse Cecillie Rosenvinge, som én af de første rejseblogs i Danmark. Bloggen handler primært om luksusrejser, hoteller og gastronomi og byder på alt fra destinations- og by-guides til anmeldelser af hoteller, restauranter og spaer. The Copenhagen Traveler vandt en anerkendt pris tilbage i 2016 og har siden tiltrukket læsere fra hele verden, herunder Skandinavien, USA og England. Regitse er en passioneret globetrotter, hotel-entusiast, iværksætter og forfatter, som i dag bor med sin familie i Berlin.
Vores safari var en oplevelse for livet! Et af de tidspunkter i livet, hvor du niver dig selv i armen, og ville ønske tiden stod stille.
På safaritur i Sydafrika
Ankomst som det kendes fra Indiana Jones
Vi ankom til Madikwe Game Reserve i intet mindre end et privat jetfly. Det føltes nærmest som om vi var med i en Indiana Jones film og landede midt på savannen. Med det samme vi steg af flyveren, stod vores guide Orce og ventede på os i sin kakigrønne uniform og med sin støvede safari-jeep i baggrunden. Det var helt surrealistisk, at komme fra en lufthavn med masser af mennesker til en åben savanne, vi skulle køre igennem for komme til Impodimo Lodge. Måske vi ville møde vores første dyr på vejen!?
Ingen af os havde været på safari før, og forventningerne var skyhøje omkring mødet med de første dyr. Zebraer i vejkanten og vortesvin der slappede af i skyggen. Det var de første dyr vi spottede. Hvis ikke Orce havde fortalt os, at vi ikke måtte rejse os op i jeepen, havde vi gjort det i iveren for de første gode billeder. Det skulle senere vise sig, at være lidt af en overreaktion, for langt mere sjældne og spændende dyr ventede forude.
Spotteren Sam og rangeren Orce
Vi havde det bedste team på vores safari med rangeren Orce og den smilende spotter Sam. Et team som vi fandt ud af, var altafgørende for vores safarioplevelse.
Orce var rigtig god til at dele ud af sine mangeårige viden og erfaringer, og der var ikke det, han ikke vidste om dyrene. Det var i hvert fald det indtryk man fik. Man følte nærmest han var ét med naturen, med alle de fængende historier han kunne fortælle. Orce var lige blevet forfremmet til general manager på Impodimo Lodge, så vi var meget heldige at han trådte til som guide grundet sygdom.
Sam var den mest smilende person, vi havde mødt på vores rejse i Sydafrika. På trods af hans venlige udseende skulle det vise sig, at han var skarp til at spotte dyr, der var svære at fange, når vi kørte rundt på savannen. Uanset om det var en nærmest usynlig leopard der var i ét med naturen, eller det sjældne og berygtede sorte næsehorn. To eksempler på dyr, man skal have et særligt skarp øje for at spotte.
Sam sad på et forhøjet sæde forrest i jeepen, så han havde bedre overblik. Herfra kunne ham og Orce samarbejde om at give deres gæster den bedste safarioplevelse, med så mange spændende dyr som muligt, og hvor vi kom så tæt på dem, som vi kunne.
The Big Five – we did it!
Et af de store mål med safarien var at se The Big Five (løve, næsehorn, bøffel, leopard og elefant) og det lykkedes! Vi var SÅ glade da vi så leoparden på sidstedagen. Der er ingen tvivl om, at det var det sværeste dyr at komme tæt på, da den nærmest går i et med naturen.
At vi så så løver af tre omgange, masser af hvide næsehorn og det sjældne sorte næsehorn to gange, gjorde bare oplevelsen endnu mere unik. At få muligheden for at se dem live og i deres rette element er noget helt specielt, og zoologisk have bliver aldrig det samme igen.
The Big Seven
Vi så faktisk også The Big Seven, der inkluderer wild dogs (vilde hunde) og geparden. Det var så overvældende! Både i forhold til hvilke og hvor mange dyr vi så, og der var nærmest noget at betragte hele tiden.
Du bør helt klart gå efter de private safariområder. Vi har hørt om andre safariture -og områder, hvor der kan være længere imellem dyrene, men i Madikwe Private Game Reserve var det helt perfekt.
Dyr vi så
Giraffer, elefanter, zebraer, løver, bøfler i store flokke, de hvide næsehorn, de sorte næsehorn, hyæner luskende rundt om natten, stenbukke, sjakaller, perlehøns, harer i massevis, fuglen rødbillet hornbill (Zazu fra Løvernes Konge), egern, vortesvin, vilde hunde, impalaer, kuduer, gnuer, en gepard, aber og en skildpadde vi fik lov til at holde – og ikke mindst var vi heldige at se en leopard!
Fedeste ginsmagning til dato
Hvem havde troet den fedeste og mest uforglemmelige ginsmagning, skulle foregå på savannen? Vi havde på forhånd bestilt gin- og rødvinssmagning hos Impodimo Lodge som afslutning på vores eftermiddags safariture og de gjorde virkelig meget ud af at arrangere det flot.
En ginsmagning midt på savannen med mange forskellige slags gin- og tonic varianter, samt tilbehør til at komme i drinken. Det var virkelig noget særligt, som vi nok altid vil skænke en tanke, hver gang vi får serveret en gin tonic i fremtiden.
På siden her kan du både se billeder fra vores ginssmagning og tapas bord med rødvin og elefanter i baggrunden. Det skal siges at elefanterne kom forbi helt tilfældigt, hvilket gjorde oplevelsen endnu mere unik. Det glemmer vi aldrig!
Safari er en oplevelse for livet som du ikke må snyde dig selv for. Gå efter et privat safariområde hvor du kan se The Big Five. Det vil give dig den bedste og mest autentiske oplevelse.