Under vores safarieventyr i det malariafrie Madikwe Game Reserve i Sydafrika, boede vi på Impodimo Lodge. Her får du en oplevelse ud over alle dine forventninger!
Hvor skal du på under dit safariophold?
Det kan være meget uoverskueligt at vælge, hvor du vil bo under dit safariophold, da der er så mange muligheder. Vi valgte at vægte højt, at stedet vi skulle opholde os på under vores safari, skulle være af høj standard. Når du er på safari, tilbringer du meget mere tid på “hotellet” sammenlignet, med når du er på storbyferie, hvor du måske kun er på hotellet om morgenen og sen aften. Derfor er det efter vores mening værd at give det ekstra for det.
En personlig oplevelse hos Impodimo Lodge
Valget gik på Impodimo Lodge. Her er der fokus på detaljen helt ud til fingerspidserne, så uden at røbe for meget, venter der mange små finurligheder, og servicen er på et meget højt niveau. Impodimo Lodge er meget personlige. For det første blev vores tasker hentet og bragt på vores værelse, fordi vi havde et lille navneskilt stående på hver vores taske. Allerede fra da vi mødte personalet første gang, virkede det som om de havde hørt om os og kendte vores navne. Efterfølgende bliver du altid benævnt ved navn, hvilket giver en super personlig oplevelse (godt det ikke er os der skal huske navnene på 20 ansigter man ikke har set før!) Hver eneste aften spiser guiden med dig, og her deles spændende historier fra det vilde safariliv.
På Lodgen er der kun plads til 20 gæster af gangen. Det giver en enorm hyggelig og mere intim stemning. Samtidig er det nok forudsætningen for at kunne stabe så personligt et udtryk. I hvert fald er det langt sværere, hvis der var 40-50 gæster at holde styr på.
Hos Impodimo Lodge får du en følelse af din oplevelse er unik, og personalet er gode til at spørge indtil vores din safaridag har været, når du kommer tilbage fra en safari tur. På trods af at man godt ved at det er hverdagen for dem, kan du ikke lade være med at fortælle løs hvad du har oplevet på savannen.
Pris
Det kommer nok bag på de fleste, hvor dyr en oplevelse safari er, og Impodimo Lodge var en luksus oplevelse i sig selv. Det kostede os 2700 kr. pr. overnatning pr. mand. Selvom det lyder lidt peberet, er der meget inkluderet i prisen. Fuld guidet morgen- og eftermiddags safari og alle måltider (kaffe, brunch, high tea, aftensmad og fri drikkelse). Tilmed er maden af rigtig god kvalitet. Set i lyset af hvor meget du får med i pakken, er prisen rimelig.
Hytterne
Du har to muligheder. Enten kan du bo i luksus hytte eller intet mindre end deluxe luksushytte med egen private pool ned til vandhullet, hvor elefanterne ofte kigger forbi.
Vi valgte at bo i en luksus hytte. Da vi tjekkede ind, blev vi mildest talt imponeret. Værelset bestod af en kæmpe dobbeltseng, et kæmpe badeværelse med både badekar og bruseniche. Hele hytten i den fineste rå afrikanske stil og på sengen lå et personlig velkomstbrev.
Ude foran hytten var installeret en udendørs bruser, som var så dejlig at benytte efter en tidlig morgensafari i morgensolen. Derudover havde vi også vores egen terrasse, som lå direkte ud til det rå landskab på savannen. Det vildeste af det hele var, at der intet hegn var sat op, og derfor kunne dyrene gå frit forbi, og det gav en følelse af, at være i et med naturen og dyrene.
Lodgen
Ligesom den åbne terrase er hele Impodimo åbnet op uden hegn. Vi blev fortalt at både elefanter, bøfler og antiloper ofte kom forbi. Det betød også at vi om aftenen ikke måtte gå alene tilbage til vores hytte, og skulle eskorteres af vores guide.
Der er flere fællesområder på Impodimo, hvor du kan slappe af od nyde udsigten over savannen. Hver aften foregår middagen et nyt sted på lodgen
Pool med udsigt over savannen
Efter en tidlig morgensafari kl. 5 og sen morgenmad, var der tid til at nyde ferien ved poolen og slappe af inden “High tea” frokosten og den sene aftensafari. Ved poolen var der udsigt til savanen, og op til flere gange så vi dyre vandre forbi. Det hyggeligste var når elefanterne kom forbi et lille vandhul i nærheden af Impodimo. Det er helt fantastisk at føle, at du bor bor så tæt på dyrene.
Er børn velkomne?
Impodimo gør rigtig meget for at børn skal føle sig velkomne i deres lodge. Der er endda mulighed for børnepasning, hvis man ønsker det.
Det eneste man skal være opmærksom på er, at børn under 6 år ikke kan komme med på safari MEDMINDRE du får en privat guide eller af sted i en gruppe stor nok til at køre rundt alene. Grunden til dette er at de gerne vil tage hensyn til deres andre gæster.
Vores bedste anbefalinger til Impodimo Lodge
Vi havde tre fantastiske dage på Impodimo Lodge med masser af oplevelser med i bagagen fra Madikwe Game Reserve. Vores varmeste anbefalinger går til Impodimo Lodge, vi ville ikke have ønsket et andet sted for vores første safari oplevelse.